Jeg ved nærmest slet ikke, hvor jeg skal begynde, for det hele er så overvældende lige nu. Jeg har begivet mig ud på MIT LIVS REJSE, og det sætter gang i så mange tanker og følelser.

Tanken om at søge efter mine biologiske forældre, har aldrig strejfet mig. Jeg har jo mine forældre her i Danmark. Jeg har ikke brug for eller lyst til noget, der har med Korea at gøre – Og sådan har jeg altid haft det – Basta!

Jeg har en lillesøster, som er biologisk til vores forældre. Hun har ofte sagt: “Ihh søs – Jeg synes altså du skal melde dig til det der Sporløs”, men det kunne ALDRIG falde mig ind… Lige indtil for et års tid siden, hvor jeg tænkte, at det måske alligevel var en god ide. Jeg havde på ingen måde lyst til at blive fulgt af et tv-hold, men jeg troede måske, de kunne hjælpe på en anden og bedre måde, end jeg selv kunne. Jeg søgte, men fik afslag, fordi jeg er hittebarn. (Et hittebarn er et barn, hvor der ikke er registreret oplysninger om biologiske forældre). De mente åbenbart på DR, at det var for svært…

Derudover er der mange, som gennem årene har spurgt mig, om jeg ikke har lyst til at opsøge mine biologiske forældre, og om jeg ikke var nysgerrig for evt. at møde dem. Jeg sagde ALTID: Nej jeg har mine forældre i Danmark, så det interesserer mig ikke.

Som årene er gået, og jeg er blevet ældre, er der alligevel sket noget indeni mig… Flere gange inden for de sidste par år er det “poppet op” i mit hoved, at det måske alligevel kunne være interessant at se, om jeg havde nogle biologiske rødder et sted i Korea. En masse spørgsmål har meldt sig så som: Nåede min mor at holde mig, da jeg blev født, hvor mange dage havde hun mig, før hun gav mig væk, hvorfor valgte hun at gøre det, hvad er min rigtige fødselsdato, har jeg nogle biologiske søskende, er der nogle arvelige sygdomme i min biologiske familie osv. Spørgsmål som disse er kun blevet flere og flere.

Men der har alligevel været langt fra tanke til handling. Dels fordi jeg ikke ville såre mine forældre, og dels fordi jeg var nervøs for, hvad jeg ville finde – eller ikke finde.

Pludselig for en måneds tid siden blev jeg temmelig presset over, om det nu er for sent, da jeg jo kun bliver ældre…

For ca. 2 år siden skrev jeg til det adoptionsbureau, der formidlede min adoption i november 1973, da jeg var ca. 4 måneder gammel. Det hedder i dag D-I-A og er en sammenlægning af DanAdopt og AC Børnehjælp. Dengang, for 2 år siden, modtog jeg en mail med et skema, som jeg skulle udfylde. Jeg åbnede jævnligt mailen, men fik aldrig udfyldt skemaet. Jeg var bare ikke klar på daværende tidspunkt.

Nu sidder jeg så 2 år senere og er mere end klar – så klar at jeg næsten ikke kan være i min egen krop.

Hvordan gør jeg, hvem kontakter jeg, hvem kan jeg snakke med, hvem kan hjælpe mig, hvad er chancerne for at finde mine biologiske forældre, skal jeg rejse over til Korea osv.?? Rigtig mange spørgsmål vælter rundt i mit hoved i en stor omgang kluddermor, og jeg kan slet ikke finde hoved og hale i dem.

Heldigvis har jeg i sommer meldt ind i “Koreaklubben”, som er en forening for adopterede personer fra Sydkorea. Denne klub har jeg vidst om i mange år, men aldrig har det skænket mig en tanke at melde mig ind i den. Hvorfor i alverden skulle jeg dog det? Jeg er jo pæredansk, så dem kan jeg da umuligt bruge til noget. Ikke desto mindre meldte jeg mig alligevel ind i sommer, da jeg så småt begyndte at interessere mig for min baggrund. De første måneder forholdt jeg mig helt passiv. Koreaklubben har også en Facebook-gruppe, og jeg læste dagligt de opslag, der blev lagt op i gruppen. En dag fik jeg lyst til at skrive et opslag derinde for at få lidt råd og vejledning til min egen søgen efter mine rødder og en rejse til Korea næste år. Jeg tog tilløb flere gange, men kunne alligevel ikke få skrevet noget. En dag lykkedes det mig dog endelig, og jeg fik skrevet mit opslag. Hold nu op hvor der så skete noget!! Det er de sødeste og mest hjælpsomme mennesker, som befinder sig i den forening. Jeg har fået så mange positive tilbagemeldinger fra folk, som er interesserede i at hjælpe mig. Jeg har allerede talt med flere af medlemmerne, og jeg skal faktisk også mødes med nogle af de adopterede. Det er helt fantastisk, og for første gang i mit liv føler jeg en connection og en samhørighed med nogle mennesker, fordi vi deler en baggrund og nogle tanker og følelser, som man ikke forstår og kan sætte sig ind i, hvis man ikke er adopteret (mange af de følelser jeg har omkring dette, skal jeg nok uddybe i et senere kapitel). Jeg kan slet ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for folks henvendelser og hjælp. Det er en helt ny verden, der har åbnet sig for mig!

Tilbage til søgningen… Efter en samtale med et medlem fra Koreaklubben, fik jeg endnu en gang tilsendt skemaer til udfyldelse. Denne gang også en e-mailadresse direkte til Holt, som er det bureau, der formidlede min adoption i sin tid. Jeg havde dog nogle problemer med at få skemaerne udfyldt, da det naturligvis stod på engelsk, og jeg skulle finde mine originale adoptionspapirer frem. Det lykkedes dog med lidt hjælp fra min store søn. Skemaerne er nu udfyldt og mailet til Holt, og jeg venter på at høre fra dem. Jeg ved dog godt at sådan en søgning kan tage måneder – ja sågar år, men jeg har nu heller ikke nogle forventninger overhovedet. Eller har jeg alligevel forventninger til at der dukker oplysninger op om mine biologiske forældre? Det har jeg jo et eller andet sted dybt inde i mig. Der er jo en grund til, at jeg søger, og det må jo være, fordi jeg har et håb om, at det lykkes. I mine adoptionspapirer står der, at jeg er fundet af en forbi-passerende på en gade i Seoul, og der er ikke registreret nogle oplysninger på mine forældre. Jeg har dog hørt fra flere adopterede, at selv om der ikke er registreret oplysninger om biologiske forældre i de danske papirer, kan der faktisk være oplysninger registreret i Korea. Dette giver mig et spinkelt håb om, at der er en mulighed for, at jeg finder min biologiske mor og – eller far.

Lige nu føler jeg, at jeg sidder med en kæmpe tyk bog foran mig og lige har åbnet den op på side 1. Det er den vildeste rejse jeg har foran mig, og jeg glæder mig som et lille barn til alt, hvad der følger med den.