Det var alligevel meget hårdere end jeg havde forventet. Jeg havde prøvet at sige til mig selv, at jeg ikke forventede noget… Men det gjorde jeg jo alligevel – kunne jeg mærke (ellers ville det også være lige meget med at starte en søgning). Faktisk gjorde det rigtig ondt, da jeg fik svaret… Jeg blev så ked af det, og jeg har grædt så mange tårer, og det gør jeg faktisk stadig…

Holt Adoptionsbureau svarede mig meget hurtigt tilbage (allerede efter en uge), og faktisk allerede ved den hurtige tilbagemelding, var jeg klar over, at det nok IKKE var et positivt svar. Straks da jeg åbnede mailen, tænkte jeg, at der nok ikke var nogle oplysninger på mine biologiske forældre – og dette var desværre rigtigt… Holt skrev, at der ikke var lagt nogen seddel ved mig, da jeg blev fundet, så de havde intet registreret om min biologiske mor eller far. Der var sågar ikke registreret nogle oplysninger om min foster-mother, hvilket jeg ikke forstår (jeg var kun få dage på børnehjem, og boede så efterfølgende hos en slags plejemor, indtil jeg blev sendt til Danmark). Jeg sidder nu tilbage med en følelse af endnu mere svigt og samtidig med en følelse af, at min biologiske mor slet ikke vil kendes ved mig, og ikke vil have, at jeg finder hende – nogensinde!  Jeg ved jo godt, at det højst sandsynligt ikke er sandheden, men det er sandheden for mig lige nu. Jeg har svært ved at forholde mig til andet, og jeg kan på ingen måde tænke rationelt nu…

Jeg synes, det er så mega uretfærdigt, og jeg føler mig så snydt! (altså i forhold til dem, der har fundet deres biologiske mor eller far). Lidt ligesom i lotto, hvor naboen havde de 7 rigtige tal og jeg kun 5 rigtige eller som i banko, hvor sidemanden råber banko, netop som jeg sidder og kun mangler det sidste tal. Det er sådan min følelse er lige nu: Hvorfor var det lige MIN mor, som valgte at være anonym, og ikke moren til det næste barn, der blev fundet på gaden. Jeg ved godt, at det er en vildt barnlig og irrationel tanke, men ikke desto mindre er det sådan, jeg føler. Det gør SÅ ondt, og følelsen er ubeskrivelig. Det er min identitet, det handler om, og der er så meget i forhold til mig selv, som jeg aldrig kan få svar på. Mine følelser sidder helt uden på tøjet, og jeg græder meget – Jeg kan begynde at græde, få tårer i øjnene eller en klump i halsen på alle tænkelige tidspunker – og fuldstændig ”ud af det blå”. Jeg kan helt umotiveret ligge i fosterstilling og hulke som et lille barn og have svært ved at stoppe igen. Jeg har sådan en tom følelse indeni – en følelse, som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre ved…

Det er jo ikke fordi, jeg er skuffet og ked over ikke at finde en ny mor og far, for jeg har jo en mor og en far her i Danmark (mine rigtige forældre), som jeg elsker overalt på jorden – Det er mere følelsen af svigt over, at min biologiske mor ikke ville have mig og aldrig ville have jeg skulle finde hende. Jeg er også ked og skuffet over, at jeg ikke kan få svar på alle mine spørgsmål og dermed komme til at føle mig HEL i forhold til min identitet. Selvfølgelig har jeg også en nysgerrighed i forhold til udseende. Jeg ville så gerne se mine biologiske forældre – se om der er nogle ligheder mellem os – om jeg ligner dem.

Hvis jeg prøver at lægge al min vrede, skuffelse, ked-af-det-hed og sorg fra mig, så ved jeg i virkeligheden godt, at der har været en god forklaring på, at min mor lagde mig på det gadehjørne for ca. 46 år siden.  Det, at hun er blevet gravid med mig, har højst sandsynligt været ”forbudt” og derfor skamfuldt for hende.  Derfor har hun været nødsaget til at skille sig af med mig – om hun ville det eller ej. Jeg kan jo kun sidde tilbage og gætte på, hvad årsagen kan være… Måske var hun meget ung, måske var hun blevet voldtaget, måske var hun ikke gift, måske var hun meget fattig eller måske var årsagen en helt anden. Men jeg må prøve at forholde mig til, at hun har handlet, som hun gjorde, fordi hun ikke havde andre muligheder. Hun har på det tidspunkt helt sikkert ikke kunne tænke så langt frem, som til, at hendes datter en dag ville have lyst til at opsøge hende.

Hvad gør jeg så nu? Skal jeg helt opgive at finde min biologiske mor eller biologiske relationer, eller skal jeg fortsætte? På den ene side vil det måske være bedst for mig at stoppe, fordi jeg kan blive bekymret for, at det vil være for hårdt for mig at ende i endnu flere blindgyder – på den anden side vil det måske være bedst for mig at fortsætte, for at jeg i sidste ende kan sige: Jeg gjorde ALT, hvad jeg kunne!!

Jeg vælger den sidste løsning. Jeg MÅ prøve at udsøge alle muligheder. Holt Adoptionsbureau skrev til mig, at hvis jeg kommer til Seoul en dag, så kan jeg gå til politiet i Seoul og blive registreret i et DNA-register. Jeg ved ikke helt, hvordan det fungerer, men vi rejser til Korea til september næste år (2020), og vi skal helt bestemt over og besøge Holt, og så må de guide os videre i min søgen.

Lige nu kan jeg kan slet ikke vente til vi skal af sted…  Over til MIT land. Jeg har SÅ meget lyst til at tage af sted med det samme! Men jeg må desværre vente til efteråret… Ventetiden har jeg tænkt mig at bruge til at lære noget koreansk, i hvert fald deres alfabet, så vi forhåbentlig kan sætte nogle bogstaver sammen og læse lidt vejskilte og ikke mindst menukort. Jeg vil også begynde at læse om landet Korea, deres kultur og befolkning. Jeg vil se film om Korea, og jeg vil blive ved med at mødes med andre adopterede. Jeg har simpelthen mødt de sødeste mennesker, som jeg har lyst til at se igen og lære meget bedre at kende (og heldigvis ved jeg, at vi skal ses igen)!

Noget andet jeg vil gøre er at starte en ”efterlysning” på en international website. Tænk hvis min biologiske mor eller far sidder et sted derude i verden og leder efter MIG? Ja jeg tror det nu ikke, men igen så dukker håbet op i mig…

Derudover skal jeg have købt en DNA-test gennem ”MyHeritage”. Denne test sendes til USA, og så bliver man registreret i et worldwide register. Måske kunne der være registreret nogle søskende, fætre, kusiner eller anden familie til mig. Det skulle være ret hurtig ekspeditionstid  – ca. 4 uger. Den test må jeg se at få købt og sendt af sted hurtigst muligt…

Midt i alt det her rod med mig selv, min søgen og min identitet har jeg min lille familie, som selvfølgelig også bliver en del af det. Mine tre drenge er så søde, lyttende og forstående overfor den rejse, jeg har begivet mig ud på. Min mand Morten er uundværlig for mig. Han lytter, støtter, bakker mig op, trøster mig, lytter igen, og han har stor tålmodighed med mig. Jeg takker dem alle fire af hele mit hjerte for at være der for mig.