Dette indlæg har været undervejs længe, fordi det har været meget svært for mig at skrive. Jeg har ændret i det igen og igen, skrevet det om flere gange og været ved at opgive det… Alligevel synes jeg, det er så vigtigt for mig at få ud, at jeg blev nødt til at gøre det færdigt…

Kan man føle sig anderledes i sit EGET land? Svaret er JA!

Hvad er anderledes??? Anderledes er, når man ikke passer ind i normen eller flertallet. Selv om jeg ER dansk, har jeg et udseende, som IKKE er dansk, hvilket gør, at jeg falder uden for normen. Jeg har, siden jeg kan huske, altid følt mig anderledes, fordi jeg ikke ser dansk ud. Det er en helt grundlæggende følelse, som har bosat sig i mig, og jeg er sikker på, at andre adopterede kan nikke genkendende til den følelse. Det er samtidig en følelse, som kan være svær at forstå for folk, som ikke er adopterede.

Lige fra vi, adopterede børn (fra andre lande), er helt spæde er vi vant til at tilpasse os. Vi er som oftest blevet forladt af vores mor på et meget tidligt stadie i vores liv. Vi er blevet forladt af HENDE, som vi har været forbundet med i 9 måneder, hende som skulle være vores trygge base, og hende som skulle give os kærlighed og omsorg! Vi har ofte været på et børnehjem og måske på mere end et børnehjem. Nogle af os har efter ophold på børnehjem måske været hos en foster-mother. Alle vi adoptivbørn er vant til gå fra arm til arm hos forskellige voksne, og vi har sikkert også ligget en del alene uden omsorg. Efter nogle måneder eller måske år ender vi så i et fremmed land med en helt anden kultur, ofte på den helt anden side af jordkloden. Igen skal vi tilpasse os en ny familie, en ny kultur, et andet klima og en helt ny hverdag. Selv om vi er utrolig gode til at tilpasse os endnu en gang, og selv om vores nye familie er den bedste til at integrere os i vores nye land, så kan det ikke undgås, at vi kan få en følelse af at være anderledes og føle os udenfor. Dette til trods for, at alle omkring os, accepterer os som vi er. Grundfølelsen af at være anderledes kan fylde ufattelig meget og være så svær – ja måske endda umulig helt at slippe af med?

Jeg har altid følt mig anderledes på grund af mit koreanske udseende. Jeg har altid ville ligne noget andet, end det jeg er og kommer fra.  Jeg har ALTID ønsket mig at se DANSK ud!  Jeg er vokset op i et land, hvor jeg ikke ligner resten af befolkningen til trods for, at jeg ER dansk. Ja jeg er i hvert fald dansk statsborger ifølge mit pas – Men jeg ligner ikke en dansker, og enhver kan se, at mit oprindelsesland ikke er Danmark.  Jeg er fra Korea, og jeg ligner det jeg kommer fra, og IKKE det jeg er i og gerne vil være.

Da jeg blev adopteret til Danmark i 1973 var Danmark ikke et land med så mange forskellige etniciteter, som det er i dag. Jeg var nærmest den eneste i min omgangskreds, der skilte sig ud i forhold til et udseende, som ikke var dansk. Jeg var den eneste i min klasse, blandt mine venner og veninder, ved mine fritidsinteresser og stort set alle de steder jeg bevægede mig rundt. Det gjorde, at de mennesker jeg spejlede mig i var danskere – altså ægte danskere – og det var dem jeg drømte om at ligne. Jeg ville ligne dem jeg gik rundt iblandt – jeg ville blende ind i mængden. Jeg ville ligne min danske søster, jeg ville ligne mine veninder, jeg ville ligne mine klassekammerater, jeg ville ligne dem jeg så i supermarkedet, i byen, på gaden, på stranden. Ja jeg ville ligne alle de danske mennesker jeg så omkring mig, så jeg kunne slippe for følelsen af at være anderledes.

Når jeg møder nye mennesker, bliver jeg tit spurgt: ”Hvor kommer du fra?”. Når jeg så fortæller, at jeg kommer fra Amager, er det næste spørgsmål: ”Jamen hvor kommer du rigtigt fra?” Så er svaret selvfølgelig, at jeg kommer fra Korea, men jeg skynder mig samtidig at fortælle, at jeg er adopteret, for det er vigtigt for mig, at understrege jeg er DANSK. Ofte følger så spørgsmålet: ”Har du så været tilbage til Korea, og har du mødt din rigtige mor”? Min ”rigtige”mor… Jamen hun er jo her i Danmark siger jeg så, for min danske mor ER min RIGTIGE mor. Jeg har en biologisk mor et sted, og hende er jeg godt nok ved at lede efter, men min rigtige mor er her! Spørgsmål som disse er fuldt forståelige, og jeg svarer gerne, men de er samtidig med til at ”fremmedgøre” mig i mit eget land og give mig følelsen af at være anderledes.

Til trods for at jeg kommer fra et land, så fjernt fra Danmark, er jeg sikker på, at alle i min omgangskreds betragter mig som dansk. Jeg kom til Danmark i en meget tidlig alder (4 måneder), så jeg er vokset op i en dansk kultur med alt, hvad dette indebærer. Jeg opfører mig dansk, fordi jeg ikke kender til andet. Jeg er opvokset med danske grundværdier og normer. Men selv om den danske kultur er så indgroet i mig, så bliver jeg flere gange dagligt mindet om, at jeg er anderledes end dem jeg lever blandt. Det gør også, at jeg altid har haft en følelse af at stå i baggrunden i forhold til de danskere, som jeg kender og har omkring mig. Det er en underlig og en ikke særlig rar følelse, men en følelse, man ikke kan sige højt, fordi min omgangskreds højst sandsynligt ikke vil kunne forstå mine følelser omkring det.

Jeg har altid haft det svært ved at kigge mig selv i et spejl, fordi jeg jo så bliver mindet om, at jeg ser koreansk ud. Der så mange ting ved mit asiatiske udseende, som jeg er ked af, og som jeg ville ønske, jeg kunne skifte ud med nogle ”danske reservedele”. Bl.a. er mine øjne rigtig svære at lægge makeup på, øjenbryn og vipper er nærmest ikke-eksisterende hos mig, mit baghoved er fladt, mit hår er slet ikke blødt og lækkert, men som noget stift ”heste”-hår  osv. Det, at jeg ikke bryder mig om at se på mig selv har også ALTID gjort, at jeg absolut ikke har haft lyst til at se på andre, som var fra Korea. Jeg har altid taget afstand fra mine artsfæller, og hvis jeg så en, som lignede mig, vendte jeg hovedet den anden vej. Når jeg ikke kunne lide at se på mig selv, så kunne jeg bestemt heller ikke lide at se på nogle, der så ud som mig…

For nogle måneder siden var jeg til fødselsdag hos en af mine veninder. På et tidspunkt faldt snakken på mig, og det med, at jeg er så ked af mit udseende og ville ønske, jeg så dansk ud. En af pigerne i selskabet sagde præcis de gyldne ord til mig: ”Du har slet ikke brug for psykologtimer og terapi. Det du har brug for er at se på nogle mennesker, som du kan spejle dig i – Nogle som LIGNER dig! Præcis det jeg ALDRIG har haft lyst til, altså at se på nogle som ligner mig – DET sad hun der og påstod ville hjælpe mig… Jeg vil dog aldrig glemme hende for den sætning. Det gjorde nemlig, at jeg tog mod til mig, og via Koreaklubben har jeg været sammen med andre adopterede koreanere flere gange siden den fødselsdag. Jeg tænker ofte, at det var det helt rigtige for mig! Det at møde andre, der ser ud som mig, personer som JEG kan spejle mig i – Det har gjort en verden til forskel for mig. Til trods for, at vi har lige så forskelligt udseende, som danskere har forskelligt udseende, så har vi nogle fælles træk i VORES udseende – Og det er de skønneste mennesker, jeg har mødt, som jeg elsker at kigge på!
Dermed ikke sagt, at jeg nu er ”kureret” og føler mig helt i ét med mig selv, for der er et godt stykke vej endnu… Men jeg øver mig hver dag på at ligne det jeg ER og kommer FRA, og jeg er på vej!

En ting er mit udseende og den måde jeg ser mig selv – en anden ting er den måde, jeg tror andre ser mig.
Jeg har en ide om, at mange danskere ser alle asiatere som ens. Med det mener jeg, at danskerne ikke nødvendigvis skelner, hvilket land asiatere kommer fra, og hvilken baggrund den enkelte person har. Er personen født her i Danmark, er personen er flyttet hertil fra et andet land, er personen adopteret eller er personen turist her. Ligesom mennesker fra hele Europa ofte ser ens ud i andres øjne, og man ikke kan skelne, om det er en person fra f.eks. Sverige, Frankrig, Tyskland eller Holland – dømt ud fra udseende – så ser danskere heller ikke, om en asiat er fra f.eks. Kina, Korea, Japan eller Thailand.

I tråd med dette er et af mine helt store komplekser, som ALTID har fulgt mig, min frygt for, at mennesker jeg ikke kender, tror jeg IKKE er dansk! Når jeg følges med min mand Morten på gaden, beder jeg ham ALTID om at gå ved siden af mig og ikke to skridt foran mig. Det er vigtigt for mig, at vi udstråler ligeværdighed, og at andre mennesker ikke tror, at Morten har været ovre og ”hente” mig i Asien. Hvis vi skal tale med mennesker, som ikke kender os, f.eks. i en butik, med en håndværker, på en restaurant, i vores børns skole/institution eller andre steder, så sørger jeg ALTID for at tale først og gerne rigtig meget, så der slet ikke er i tvivl om, at jeg er dansk. Men selv om jeg ævler derud af på pære-dansk, så har jeg ofte en følelse af, at jeg ikke bliver anset som helt dansk. Jeg står tit og tænker: Hmm mon han/hun tænker Morten har ”hentet” mig… Jeg er udmærket klar over, at det sikkert slet ikke forholder sig sådan, og det KUN er en følelse, JEG har, men det er stadig en ubehagelig følelse at mærke indeni.

Det er et hårdt ”arbejde” for mig ALTID at skulle bevise overfor andre mennesker at jeg er dansk – ved at tale og agere – Og ALTID at være på vagt overfor, hvordan andre mennesker ser mig.

Jagten på at prøve at ligne og være noget, jeg ikke er, har været en sej kamp for mig – OG jeg kæmper stadig. Jeg prøver hver dag at fortælle mig selv, at det ikke handler om, hvordan jeg ser ud, men at det handler om de egenskaber, der er bag mit ydre. Det lyder måske meget kliché-agtigt, men det er præcis det jeg øver mig i, og jeg bliver ved til den dag, hvor det forhåbentlig lykkes mig at acceptere mig selv, som jeg ser ud!

Dette blogindlæg er meget grænseoverskridende og følsomt for mig at dele. Men jeg gør det, fordi jeg ved, der sidder andre adopterede med samme følelser som mig. Det har INTET at gøre med, hvilket land du er adopteret fra. Det handler om den grundlæggende følelse af at føle sig anderledes og ikke blende ind i mængden. Adopterede fra andre lande kan sidde med den præcis samme følelse som mig, men måske har de ikke en forening for adopterede fra deres land, hvor de kan spejle sig i hinanden og dele deres historier. Min mission med dette indlæg er derfor at gøre opmærksom på, at du altså IKKE er alene, hvis du er adopteret og har nogle af de samme tanker og følelser som jeg har.

Jeg har i dag den mest fantastiske mand, de mest vidunderlige børn, den bedste adoptiv-familie, som altid har været der for mig, et arbejde jeg holder af, en stor omgangskreds med de skønneste venner og veninder, SÅ min konklusion er, at jeg har et dejligt og RIGT liv! Til trods for dette, og selv om jeg værdsætter ALT, hvad jeg har, rumsterer følelsen af at være anderledes fortsat i mig…

I øvrigt fik jeg lavet min DNA-test, som er blevet analyseret i Texas, USA, og jeg har fået resultatet.
Igen blev jeg skuffet… Der var ingen tætte slægtninge. Jeg havde nu heller ikke forventet det, men jeg havde alligevel nået at tænke tanken: Hvis nu! Der var 19 DNA Matches, men alle er i kategorien ”fjerne slægtninge”, hvilket er helt ude i 5-6 led. Jeg må søge videre…

Til sidst vil jeg dele, at vi endelig har fået købt vores flybilletter til Korea. Det er så stort for mig – Jeg skal over til mit fødeland for første gang! Vi skal af sted til september, og vi skal være derovre i 3 uger. Det bliver SÅ spændende, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget, men samtidig er det skræmmende for mig. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal forvente af turen, og måske er det bedst slet ikke at forvente noget…  Men allerede nu gør jeg mig en masse tanker. Jeg vil for alvor gå i gang med at researche – bl.a. hvordan jeg søger videre efter mine biologiske rødder, hvad vi skal se derovre og helt generelt vil jeg prøve at forberede mig på, at jeg skal over til MIT land, hvor ALLE ligner MIG!