Så skete det ENDELIG! Vi kom til Korea her i sommeren 2022. Nu har vi også ventet 2 år på at komme af sted, efter vores tur blev aflyst i 2020 pga. Corona. Det var fantastisk, at det endelig blev en realitet – eller var det? Vi skulle af sted alle 5. Morten (min mand) og vores  tre drenge, som nu er 25, 19 og 12 år. Jeg glædede mig som et lille barn til at skulle se mit fødeland, og samtidig var jeg rystende nervøs for, hvad der ventede mig, og hvordan jeg ville reagere derovre. Af sted kom vi d. 03. juli i år! Det blev den vildeste rejse for mig – på både godt og  ondt.

Da flyet satte sine hjul på jorden i Incheon Airport i Seoul sagde Morten til mig: “Så er det anden gang, du er i denne lufthavn”. Anden gang… Ja det var det – Men det var en meget underlig tanke for mig. Jeg forstod det ikke helt… Tårerne pressede sig på, og min hals snørede sig sammen. Der skete noget med mig rent følelsesmæssigt, som jeg ikke havde forestillet mig. Det var på en gang glæde og tristhed.

Seoul er en VILD by! Den er kæmpe stor og alt er enormt. Jeg havde det lidt svært de første dage, fordi alt var så anderledes, end det vi er vant til i Danmark. Samtidig var det overvældende at være i det land, jeg er født i og kommer fra, så det i sig selv var noget af en ”mundfuld” for mig.  Efter nogle dage ELSKEDE jeg at være der! Da jeg hele mit liv har følt mig anderledes, var det fantastisk, at jeg nu blendede ind i mængden. Jeg skilte mig ikke ud. Jeg lignede alle andre! Det var en befrielse for mig at føle mig som en del af befolkningen – I hvert fald på mit udseende. Jeg følte, jeg hørte til, følte en form for samhørighed – Og så alligevel ikke… Der var jo sproget, jeg ikke talte, kulturen der var så forskellig fra Danmark, og ganske enkelt det, at jeg ikke er opvokset der… Der skilte jeg mig stadig ud og var anderledes…

Desværre blev vores ældste søn testet positiv for Corona to dage efter ankomst og måtte seks dage i karantæne… Det var bare det, der ikke måtte ske… Det var forfærdelig synd for ham at være indespærret på et hotelværelse 24/7 i seks dage. På trods af det fik vi dog  oplevet rigtig meget på de 18 dage, vi var der. Vi fik gået Seoul tyndt og fik set en masse. Jeg var så mættet af indtryk, når jeg lagde hovedet på puden om aftenen.  Jeg sansede ALT, hvad jeg så og oplevede, og sugede ALT til mig. Jeg var så bange for at gå glip af noget.

Jeg var meget fascineret af deres enormt høje bygninger, underjordiske shoppingcentre, vanvittigt store metrosystem (som bare fungerer) og deres fantastiske mad. Midt i det hektiske byliv findes en kæmpe  nationalpark med bjerge, grønne, hyggelige områder langs “Han River” og stille områder med vandløb, hvor man slet ikke mærker Seouls pulserende liv. Et skønt mix af det hele. Seoul er utrolig tryg at bevæge sig rundt i. Folk opfører sig mere end ordentligt! (I hvert fald dem vi mødte). Jeg følte mig mere tryg og sikker ved at gå rundt i Seouls gader sent om aftenen, end jeg gør i København. Langt de fleste var søde og hjælpsomme,  om end kommunikationen var lidt svær, da mange ikke taler særlig godt engelsk. Længe leve ”Google Translate”.

Jeg synes, at mange af de koreanske mænd og kvinder er utrolig smukke. Fra at jeg aldrig har haft lyst til at kigge på andre koreanere, kunne jeg pludselig ikke få nok. Jeg kunne sidde i  metroen og tage mig selv i at stirre på folk – deres hud, hår, mimik, øjne, makeup, tøj, hænder, den måde de skrev på mobilen, den måde de talte sammen – ALT var i fokus for mig. Mange kvinder er utrolig elegante, fint klædt og går med rank holdning. Mændene er også utrolig pænt klædt og meget nydelige, selv når de kommer op i alderen. Fælles for begge køn er, at de er meget forfængelige og gør meget ud af at være præsentable. I forhold til at jeg altid har været ked af at se asiatisk ud og aldrig har brudt mig om at se på mig selv, var det meget underligt for mig pludselig at synes, at disse mennesker var smukke…

Jeg havde hjemmefra booket et møde med Holt, adoptionsbureauet jeg er adopteret igennem.  Morten og jeg tog til mødet uden drengene. Som ventet var der ikke nogle nye oplysninger om mig overhovedet. Der var blot de samme oplysninger, som mine forældre fik for 49 år siden, da de modtog mig. Den eneste oplysning jeg har er, at jeg er hittebarn, hvilket rigtig mange adopterede fra Sydkorea står registreret som. Jeg kunne ikke en gang få oplyst navnet på den plejemor, jeg angiveligt skulle have boet hos, efter jeg var på børnehjem. Jeg gik skuffet og ked derfra… Selv om jeg var forberedt på dette, havde jeg stadig et håb og et ønske om, at de ville frigive bare en lille brøkdel af min historie. Bare en smule information, tror jeg, ville betyde noget for mig i forhold til min identitet og mine spørgsmål om mit ophav. Efter alle de usande historier jeg efterhånden har hørt om adopterede fra Sydkorea, følte jeg, at medarbejderen hos Holt sad og løj mig lige op i ansigtet. Bevares han var sød og smilende, men det var som om, det var en indlært remse, han sagde til os. Det var ikke en særlig rar oplevelse, og jeg var meget påvirket af det i dagene efter.

Som dagene gik i Seoul blev jeg mere og mere nervøs for, at jeg ikke nåede at se alt det, jeg ville, inden vi skulle hjem. Jeg tog flere tusind billeder, blot for ikke at komme hjem og have glemt noget. Jeg fik det værre og værre som tiden nærmede sig til, at vi skulle hjem. Jeg havde ikke lyst til at forlade det land, som jeg på en eller anden måde følte mig forbundet til – Og det værste ved at forlade Korea var næsten tanken om IKKE at vide, hvornår jeg kunne rejse derover igen.

Dagen for hjemrejsen var følelsesmæssigt hård for mig. Vi skulle flyve om natten, så hele dagen følte jeg, at jeg skulle nå at genopleve det hele igen. Dog hyggede vi os og fik igen set nogle nye steder. Vi spiste på vores yndlingsrestaurant, inden turen gik til lufthavnen.

Flyet til Doha (vores mellemlanding i Qatar) var fyldt med koreanere, så der var det stadig lidt som at være i Korea… Men da vi trådte ind i ”gate-området” i Doha, var nærmest alle danskere! Det ramte mig som et slag. Med ét skete der noget i mig, og følelsen af at være anderledes vendte tilbage, hurtigere end jeg kunne nå at tælle til et. Det var ubehageligt igen at sidde blandt mennesker, hvor jeg skilte mig ud. Det var som om følelsen af at være anderledes var blevet forstærket efter næsten tre uger blandt mennesker, jeg lignede. Jeg havde en voldsom trang til at løbe væk fra gaten, og savnet til Korea var voldsomt lige der.

TIDEN efter rejsen til mit fødeland har været og er stadig meget svær for mig. Det har været en rutsjebanetur af følelser. Jeg har været ked af det, vred, glad, ligeglad, frustreret og ALT derimellem. Alle følelser har danset rundt i mig, og oveni det er der savnet. Jeg savner Korea hver dag! Jeg savner at være derovre, jeg savner at ligne de mennesker jeg er iblandt, jeg savner at føle mig som en del af en befolkning, og jeg savner dele af deres kultur. Samtidig er jeg bevidst om, at jeg har mit liv her i Danmark med min familie (mine børn, min mand, mine forældre og min søster), arbejde, venner og alt, hvad jeg er opvokset til at tro på er mig – Og selvfølgelig kan jeg ikke bare rykke teltpælene op og flytte til Korea. Jeg er også overbevist om, at det ikke vil være løsningen for mig. Jeg har et GODT liv her i Danmark omgivet af de mennesker, jeg elsker!

Alligevel – billedligt talt – føler jeg mig skåret over lige på midten, ned gennem kroppen fra hovedet  og helt ned til fødderne. Den ene halvdel af mig føler, at jeg burde være i Korea, for det er der, jeg har mine rødder, og hvor jeg på en eller anden måde føler mig forbundet. Den anden halvdel af mig ved og føler, at det er her i Danmark, jeg skal være. Det er her, jeg er opvokset, det er her, jeg har mit liv, og selvfølgelig hører jeg til her! Disse følelser gør, at jeg føler mig enormt splittet på en måde, jeg aldrig har følt før. Jeg føler en form for tomhed, og jeg har en følelse af at være i ”Ingenmandsland”. Det er en følelse, jeg har svært ved at rumme og håndtere. Det er en følelse, jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved, og jeg ved ikke, hvor jeg skal placere den. Værst af alt er,  at jeg ikke ved, hvornår den forsvinder igen, hvis den overhovedet gør det… Nogle gange tænker jeg, at det havde været nemmere, hvis jeg aldrig var taget tilbage til Korea. Så havde jeg levet videre i uvisheden om landet og undgået at ende i denne ubalance.

Nu er det dog, som det er, og livet går videre herhjemme – Det er som om alt suser lige forbi mig. Alle har travlt med deres, og jeg har travlt med mit, men alligevel er det, som om jeg er gået i stå… Jeg prøver at følge med… Jeg er der for min familie, passer mit arbejde, min uddannelse, mine venner, sociale arrangementer mv. – Men bag facaden er jeg gået i opløsning. Tankerne flyver dagligt rundt i mit hoved. Hvordan ville det være, hvis jeg var opvokset i Korea. Ville min personlighed være den samme som nu? Hvad med mine reaktionsmønstre? Min opvækst? Mit arbejdsliv? Min omgangskreds? Hvordan ville mit liv have udformet sig? Hvor ville jeg have været i dag? Spørgsmålene vil ingen ende tage…

P.t. er en stor sag i gang i Sydkorea. Kort fortalt har den danske gruppe, jeg er medlem af ”Danish Korean Rights Group”, på vegne af os adopterede fra Sydkorea, valgt at anlægge sag ved Koreas Sandheds- og Forsoningskommission om  tilbundsgående efterforskning af adoptionsbureauernes praksis i Sydkorea. DKRG´s hensigt er, at få sandheden om, hvad der skete dengang og frem. Dernæst ønsker DKRG, at adopterede får adgang til deres originale og korrekte oplysninger om sig selv. Denne ret har vi allerede ifølge koreansk lovgivning, men de private adoptionsbureauer mener, at de adopteredes personlige informationer er adoptionsbureauernes private ejendom. Koreas Sandheds- og Forsoningskommission har efter anmodningen d. 23. august i år tre mdr. til at afgøre, om der skal nedsættes en adoptionskommission, der skal efterforske menneskerettighedsovertrædelser og overgreb begået mod danske adopterede fra Sydkorea.

Jeg har selvfølgelig også indgivet min blanket til sagen og følger hver dag med i, hvad der sker – og der sker HELT UTROLIG MEGET lige nu, dels i Korea, men også i Danmark. Sagen har virkelig grebet om sig på den gode måde! Den er nået ud til tv-stationer i både Sydkorea og i Danmark – Den har sågar givet genklang i visse andre lande i verden, og adopterede derfra har også indgivet blanketter til sagen. De personer, der står i spidsen for gruppen, gør et kæmpe stykke arbejde for alle os adopterede, og jeg kan ikke takke de personer nok for at have startet sagen og for det arbejde de gør. Kæmpe stor TAK for det! Jeg håber af hele mit hjerte, at det fører noget positivt med sig, så vi adopterede forhåbentlig en dag kan få vores historier.

Jeg gør mig mange tanker om, hvad det vil gøre ved mig, hvis jeg en dag skulle være så heldig at få kendskab til min baggrund. Tænk hvis jeg fik vished om, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra! Om jeg virkelig er født den dag, jeg har fødselsdag? Hvis jeg fik oplysninger om mine biologiske forældre? Hvis jeg fik historien om, hvorfor jeg blev adopteret til Danmark? Hvis jeg fik at vide, hvorfor min biologiske mor og far gav mig væk? Har jeg nogle biologiske søskende? Er jeg genetisk betinget for arvelige sygdomme. Vil oplysninger om mit ophav og min historie gøre mig mere hel? Jeg ved det ikke, men jeg har en forhåbning om det. Tænk hvis jeg en dag kunne tage det bedste fra begge verdener og leve i harmoni med det!

Endnu en gang TAK til Morten for at være min trofaste klippe i det her projekt med søgen efter svar og TAK til mine børn for at prøve at forstå, hvad deres mor gennemgår. Elsker jer af hele mit hjerte!